Vedtægter

 

Vedtægter for Vores Kalundborg, stiftet den 18. oktober 1850.

§1
Foreningens navn er Vores Kalundborg.

Foreningens hjemsted er Kalundborg Kommune.

§2
Foreningens formål er:

  1. at udvikle og markedsføre Kalundborg som en aktiv og attraktiv handelsby og at fremme aktiviteter og initiativer til fordel for samme,
  2. at markere medlemmernes fælles interesser og synspunkter over for befolkningen, offentlige myndigheder mv. både i den offentlige debat og som en aktiv forhandlingspartner, der på medlemmernes vegne varetager disses fælles anliggender,
  3. at fremme forståelsen og samarbejdet mellem de erhvervsdrivende i Kalundborg samt at udvikle og koordinere samarbejdet med andre erhvervsfremmende initiativer,
  4. at administrere legater og understøtte unge indenfor foreningens interesseområde til opnåelse af bedst mulig uddannelse.

§3
Som medlem af foreningen kan optages enhver erhvervsdrivende i Kalundborg området. Der foreligger tillige muligheden for et passivt medlemskab, dog uden stemmeret til generalforsamlingerne, ligesom et passivt medlem ikke kan indtræde i foreningens bestyrelse.

Foreningens bestyrelse er bemyndiget til at træffe afgørelse om, hvorvidt en ansøger opfylder betingelserne for medlemskab.

Udmeldelse af foreningen finder sted med mindst 14 dages skriftligt varsel til udgangen af et regnskabsår.

Såfremt et medlem ophører med at drive forretning i Kalundborg området, ophører medlemskabet dog samtidig hermed. Eventuelt indbetalt kontingent for resterende periode, refunderes som udgangspunkt ikke. En erhverver af den udtrædendes forretning kan dog på begæring indtræde i medlemskabet. I tilfælde af at det udtrædende medlem er siddende bestyrelsesmedlem i foreningen, kan medlemmet dog vælge at sidde sin valgperiode ud.

§4
Hvert medlem betaler et kontingent til foreningen. Kontingentets størrelse fastsættes for et år ad gangen af generalforsamlingen efter de i §5 anførte retningslinjer.

Kontingentet betales efter bestyrelsens nærmere beslutning hver måned, hvert kvartal, hvert halvår eller hvert år. Betalingen finder sted direkte til foreningens pengeinstitut.

§5
Medlemmerne betaler et årligt kontingent, der fastsættes på den årlige generalforsamling.

§6 Såfremt kontingent ikke er indbetalt senest 30 dage efter forfaldstidspunkt, er bestyrelsen berettiget til at ekskludere vedkommende af foreningen. Det ekskluderede medlem er dog pligtigt til at betale kontingent frem til det tidspunkt, hvortil medlemskabet tidligst kunne have været opsagt.

§7
Foreningens medlemmer hæfter alene med de af foreningen fastsatte kontingenter, og foreningens medlemmer har ingen andel i foreningens formue.

Ved et medlems udmeldelse af foreningen, er vedkommende således forpligtet til at betale kontingent frem til udmeldelsestidspunktet, og vedkommende kan ikke i forbindelse med udmeldelsen kræve refusion eller lignende af det indbetalte kontingent.

§8
Foreningens højeste myndighed er generalforsamlingen. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år inden 1. oktober med følgende dagsorden:

  1. Valg af dirigent
  2. Bestyrelsens beretning
  3. Fremlæggelse af revisorpåtegnet årsregnskab til godkendelse
  4. Fremlæggelse af budget og fastlæggelse af kontingent
  5. lndkomne forslag
  6. Valg af formand
  7. Valg al øvrige bestyrelse og 1 bestyrelsessuppleant
  8. Valg af revisor og revisorsuppleant
  9. Eventuelt

Ordinær generalforsamling indkaldes ved e-mail til medlemmerne med mindst 14 dages varsel med angivelse af dagsorden.

Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen eller mindst 30 medlemmer anmoder herom. En anmodning fra mindst 30 medlemmer må indeholde forslag til dagsorden. Generalforsamlingen afholdes senest 4 uger efter anmodningens modtagelse.

Ekstraordinær generalforsamling indkaldes ved e-mail til medlemmerne med mindst 14 dages varsel med angivelse af dagsorden.

Forslag fra medlemmerne til behandling på en ordinær generalforsamling må være bestyrelsen i hænde senest den 1. september.

§9
Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uanset antallet af fremmødte medlemmer, jf. dog § 10, stk 2.

Kun medlemmer, der ikke er i kontingentrestance, har adgang til generalforsamlingen uden bestyrelsens samtykke. På generalforsamlingen har hvert medlem en stemme.

Der kan meddeles stemmefuldmagt til et andet medlem, idet ingen dog kan udøve stemmeret med mere end én fuldmagt.

Afstemninger foregår ved håndsoprækning, medmindre dirigenten eller mindst 1 af de fremmødte stemmeberettigede medlemmer anmoder om skriftlig afstemning. Valg til bestyrelsen forudsætter altid skriftlig afstemning, såfremt der er flere kandidater end antallet af poster.

§10
På generalforsamlingen træffes alle beslutninger ved almindeligt stemmeflertal. Dette gælder også ved forslag til vedtægtsændringer, idet disse skal udsendes til alle medlemmer senest samtidig med indkaldelse til generalforsamlingen.

Beslutning om foreningens opløsning kræver, at mindst halvdelen af de stemmeberettigede medlemmer har givet møde på generalforsamlingen, og at mindst 2/3 af de afgivne stemmer, stemmer for beslutningen.

Såfremt mindre end halvdelen af de stemmeberettigede medlemmer har givet møde, og såfremt 2/3 har stemt for beslutningen, kan samme beslutning træffes med almindeligt stemmeflertal på en ny generalforsamling, der afholdes senest 4 uger senere, uanset antallet af fremmødte stemmeberettigede medlemmer.

§11
Foreningen ledes at en bestyrelse bestående af 7-9 medlemmer valgt blandt foreningens medlemmer. Således kan bestyrelsen vælge at supplere sig selv løbende, dog op til maksimalt 9 medlemmer. Supplerer bestyrelsen sig selv i regnskabsperioden, skal det eller disse medlemmer blot medtages og efter rettes på førstkommende generalforsamling.

Blandt bestyrelsesmedlemmerne kan det besluttes, om der skal være en eller to formænd. Ligeledes kan bestyrelsen vælge en næstformand. Bestyrelsen kan ligeledes beslutte at nedsætte et forretningsudvalg, som i sin midte skal bestå af fuldt tegningsberettigede bestyrelsesmedlemmer. Den til en hver tid ansatte citychef kan indlemmes i forretningsudvalget efter bestyrelsens beslutning.

Formanden/formændene og de øvrige bestyrelsesmedlemmer vælges på foreningens ordinære generalforsamling, alle for 2 år ad gangen. Formanden/formændene og 3-5 bestyrelsesmedlemmer afgår i ulige år og de øvrige 3 bestyrelsesmedlemmer i lige år. Genvalg kan finde sted.

Samtidigt med valg til bestyrelsen. kan vælges en suppleant. Bestyrelsessuppleanten vælges for et år ad gangen. Såfremt en bestyrelsessuppleant indtræder i bestyrelsen, har indtrædelsen gyldighed for hele udtrædende medlems resterende valgperiode.

§12
Bestyrelsen fastlægger selv sin forretningsorden, herunder evt. at nedsætte et forretningsudvalg jf. § 11.

Bestyrelsesmøder indkaldes af formanden og afholdes så ofte, det af denne skønnes nødvendigt. Mindst 3 bestyrelsesmedlemmer kan når som helst kræve, at formanden indkalder til bestyrelsesmøde.

Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 4 medlemmer er til stede. Afgørelser træffes ved almindeligt stemmeflertal. I tilfælde af stemmelighed er formandens/formændenes stemme udslagsgivende.

Bestyrelsen fører en protokol/beslutningsreferat fra bestyrelsesmøderne eller over sine eventuelle forhandlinger. Denne skal godkendes af bestyrelsen på det næstfølgende bestyrelsesmøde.

§13
Bestyrelsen varetager alle opgaver, der ikke udtrykkeligt er henlagt til andre foreningsorganer.

Foreningen tegnes af formanden/formændene i forening med mindst et bestyrelsesmedlem.

Beslutninger om køb, salg af fast ejendom og om pantsætning af fast ejendom kræver godkendelse af generalforsamlingen ved almindeligt flertal hos de fremmødte.

Beslutninger om optagelse af lån kræver tilslutning fra den samlede bestyrelse.

§14
For varetagelse af den daglige drift i foreningen kan bestyrelsen ansætte en daglig leder, benævnt som citychef, ligesom bestyrelsen i fornødent omfang kan ansætte andet administrativt personale. Den daglige leder referer direkte til formanden/formændene.

Til varetagelse af specifikke opgaver kan bestyrelsen nedsætte underudvalg med deltagelse både af bestyrelsens medlemmer og af øvrige medlemmer af foreningen.

§15
Foreningens regnskabsår løber fra 1. juli til 30. juni.

Foreningens regnskab revideres af en på generalforsamlingen valgt revisor. Genvalg kan finde sted.

Bestyrelsen drager omsorg for, at foreningens bogføring sker under iagttagelse af lovgivningens krav herom, og at formueforvaltningen foregår på betryggende vis.

Bestyrelsen kan meddele prokura til den daglige leder og til andre.

§16
Uoverensstemmelser mellem et medlem og foreningen om forhold, der har relation til nærværende vedtægter, afgøres endeligt ved voldgift, der nedsættes i overensstemmelse med de for Det Danske Voldgiftsinstitut gældende bestemmelser.

§17
Såfremt der træffes beslutning om foreningens opløsning, jf. § 10, stk 2 og 3, vælges af generalforsamlingen en likvidator, der efter realisering af foreningens aktiver og betaling af den forening påhvilende gæld, fordeler resterende midler i overensstemmelse med generalforsamlingens beslutning, fortrinsvis til formål der er til gavn for forretningsmiljøet i Kalundborg området.

Således senest vedtaget på den ekstraordinære generalforsamling den 22. september 2022.

Sign.
Jens Lerager
dirigent